International pitch af din musik, masterclasses, speeddating m.m.
Malene Schelde HinrichsenForleden afslørede vi SPOT Festivalens egne seminarer – i dag er turen kommet til alle vore eksterne partneres bidrag, som er med til at gøre seminar-programmet på SPOT til det hidtil mest omfangsrige. Med emner lige fra hvordan man pitcher sin musik overfor internationale branchefolk, over animationsworkshops og filmmusik-seminar til seminarer om komposition og sangskrivning. For slet ikke at glemme den allerede afslørede Interactive del.
Fredagens 3. maj byder blandt andet på tre seminarer arrangeret af Promus. Dels er der speeddating, hvor man kan pitche sin musik til internationale branchefolk og skabe netværk, dels til masterclass omkring partnerskaber mellem brands og bands i selskab med Jack Horner fra FRUKT Communications og Rasmus Hamann fra Knowtheirname Music Branding. Slutteligt bydes indenfor til en paneldebat om ”Musikken, filmen & rettighederne”, hvor interesserede får indblik i forretningsmodeller og ophavsret etc.
Det Jyske Musikkonservatorium er også stor bidragsyder, og er fredag eftermiddag vært for en ”Music Making” mini-konference, hvor de præsenterer en række korte foredrag om komposition og sangskrivning. Emnerne strækker sig fra ”vejen til det musikalske gennembrud” til computerstyring af Klais-orglet.
Lørdag eftermiddag lægger The Animation Workshop navn til tre workshops omkring animationsarbejde i forbindelse med musikvideoer. Animatorer fra Sun Creature Studios, stifteren af produktionsselskabet Onbird, Jeanette Nørgaard og produceren Jesper Fleng giver et indblik i deres arbejde.
Foruden disse seminarer finder du emner såsom brandsamarbejde, når Danish Designers arrangerer ”Musik, branding og design” seminar. Også filmkomposition er på plakaten, når Aarhus Filmværksted og Kanel Records præsenterer filmkomponisten Frans Bak under seminaret ”Filmmusik mellem under- og overlægning”.
Dette er naturligvis kun et lille udsnit af de mange forskellige seminarer. Læs mere om det fulde program her.
Og så skal vi ikke glemme SPOT Interactive -heldagskonferencen, torsdag 2. maj af Shareplay, hvor man kan opleve succesfulde internationale og danske medieinnovatører dele ud af erfaringer omkring design og udvikling af interaktive medieoplevelser. Jack Horner (FRUKT) og Per Pedersen (Grey) er blandt nogle af de eksklusive keynote speakers. Du kan læse mere om det fulde SPOT Interactive program her.