Seminarprogram: SPOT på eksport, branchen og musikken
Malene Schelde HinrichsenDer er fokus på alt fra marketingsværktøjer til musiske livserfaringer, brugen af musik i reklamer og musikeksportmuligheder, når SPOT Festivalen byder indenfor til en række seminarer arrangeret af festivalen selv.
Keynote med Keith Harris
SPOT Festival 2013’s seminarprogram præsenterer den legendariske Keith Harris. Keynote speakeren, som er Stevie Wonders europæiske manager og PPLs direktør for Performer Affairs, vil tale om sit liv i musikken og med mere end 40 års erfaring, er der nok at trække på. Harris er blandt andet kendt for sit mangeårige samarbejde med Stevie Wonder, sit arbejde i pladeindustrien siden 1974 – bl.a. for Motown Records – og har arbejdet med en perlerække af navne som Marvin Gaye, Diana Ross, Smokey Robinson, The Commodores og The Supremes. Tilbring en lille time lørdag eftermiddag i selskab med den eftertragtede keynote speaker.
Senere på dagen kan du få et indblik i managerens rolle, når Keith Harris er moderator ved en paneldebat med de britiske managers, Riki Bleau og Arwen Hunt.
Exporter’s Toolkit – Nordic Playlist
Der er desuden mulighed for at tage til workshop og netværke med en række tyske forretningsfolk, herunder nøgledistributører, PR- og bookingbureauer, som vil fortælle om deres arbejdsmetoder. Under titlen ”Exporter’s Toolkit to the German Music Industry” vil de fredag eftermiddag gå i vejledende dialog med danske og internationale musikeksportfolk.
Man kan også blive klogere på initiativet ”The Nordic Playlist – A New Export and Marketing Tool for Nordic Music”, som lægger op til en lignende tematik, dog centreret om musikalsk udveksling og samarbejde udover de nordiske landegrænser. Ligeså fokuserer seminaret, ”China and South-East Asia Focus: Live and touring – When UP is DOWN and DOWN is UP”, på erfaringerne med at bringe bands til de kinesiske og sydøstasiatiske musikmarkeder.
Øvrige arrangementer og seminarer fra SPOT Festivalens egne rækker rummer ”Music & Advertising”, hvor et ekspertpanel vil fokusere på brugen af musik i reklamer og det fremtidige forhold mellem de to.
Musikformidling
SPOT Festivalen byder desuden på to særskilte heldagsseminarer om fredagen. Det ene henvender sig til musikundervisere og omhandler musikkens muligheder samt musikalske fællesskaber, det andet byder landets musikbibliotekarer indenfor til en dag med fokus på musikformidling.
Læs mere og se programmet her.
SPOT Festivalen afslører desuden er lang række eksterne seminarer fredag.