MØ, Ane Trolle, Lulu Rouge og Ice Cream Cathedral er blandt de 16 nye navne til årets SPOT

Programmet for SPOT 2013 tager form med 14 danske, en norsk og en finsk tilføjelse. Billedet, der tegner sig, er to festlige og farverige dage i maj, som byder på en samling højaktuelle kunstnere med vidt forskellige musikalske afsæt.

Popdivaen med fortid i anarkistisk electropunk indtager SPOT for andet år i træk. Siden sidst har MØ skabt en overvældende mængde opmærksomhed fra både ind- og udland omkring sin genrerevsende pophybrid og spiller i disse dage på den norske By:Larm-festival. Det er altså med god grund, at endog rigtig mange øjne i år vil hvile på Mø.

Anders Rhedin, som tidligere har slået sine folder i Choir of Young Believers, optræder under sit synthbaserede Dinner-alias med en skæv omgang popeksperimenter, baritonvokal og betragtninger fra L.A. Muligvis inklusive dans og ironi. Synthen spiller også en central rolle hos de unge Soundvenue-darlings i Ice Cream Cathedral, som efter en tidligere deroute i witch house-genren har forfinet det drømmende udtryk til det, de selv betegner som spacepop.

Også i Karrierekanonen er synthen populær, hvilket vinderne fra 2011, Kites and Komets er et tydeligt bevis på med deres dansable og soulprægede electropop. Og nu vi taler om Karrierekanonen præsenterer SPOT også Artificial Brothers fra en to år ældre årgang af samme konkurrence. Gruppen har brugt mellemtiden på at modne sin melankolske indierock under et eksil i den nordvestjyske hjemegn.

Ane Trolle har som bekendt indledt sin solokarriere til rosende ord og velbesøgte koncertsale. De tidligere bedrifters varierede udtryk sammenvæves her i en legesyg pop-afart, som bærer præg af den hyldede sangerindes mange rejsemål. Efter en række optrædener i andre konstellationer skal den karakteristisk støvede vokal i år stå på egne ben. Og så er Lulu Rouge efter fem års pause fra albumaktivitet atter begyndt at røre på sig. På SPOT stiller den dubbede duo op med band og en række vokalister og præsenterer både kendte toner og materiale fra en kommende udgivelse.

Rock Hard Power Spray-guitaristen Frederik Valentin kigger forbi med sit kompromisløse Complicated Universal Cum-projekt og syrer i den forbindelse ud i selskab med et fem mand højt orkester. I samme trancetilstand kan man med fordel forvilde sig ind forbi de finske Kiki Pau, som ligeledes sigter mod både det indre og ydre rum med delvist improviserede guitarudladninger.

Fra Norge kommer Deathcrush og giver en æggende opvisning i støjende musikalsk dekonstruktion med hitpotentiale. Trioens optrædener har hurtigt gjort dem til festivalfavoritter over hele norden.

Både Death Valley Sleepers og The Good The Bad bærer præg af en forkærlighed for Californien. I førstnævntes tilfælde er det solbeskinnet syrerock, der møder en naiv tresserpop og tilsættes subtile elementer af starthalvfemsernes breakbeat-tradition. I The Good The Bad fremmanes et reelt bud på en ny instrumental afart af surfrocken, som både er tro mod ophavet men også udstikker kurs mod andet farvand end det, der normalt ventes fra amerikanske vestkyst.

Også Dangers of the Sea har blikket rettet mod det nordamerikanske i form af folk-rocket 70’er-nostalgi med country-anelser. Gruppen spiller ny, nordisk americana med en særlig forkærlighed for Neil Young.

Folkeklubben spiller popsange til den tænkende m/k, som stadig kan lide at mærke sit hjerte banke. Og de deler denne poetiske interesse med Dylan Thomas-dyrkerne i Eggs Laid by Tigers, som på sidste års debut fandt plads til både erotiske jazzballader og profan gospel. Og i samme, fortrinsvist afdæmpede afdeling finder man Sebastian Lind, som efter P3-hit og udenlandsk opmærksomhed allerede udpeges af mange som en sangskriver med en stor karriere foran sig.

Få overblik her.

Følg med på Facebook.