Dj’en har magten – en 45 minutters eksplosion venter på SPOT

Daniel Lindberg Heydorn 27/02/2013

Reaktionerne har været ekstatiske ovenpå Dj Statics række af maratonkoncerter med sit Rolig Under Pres-show. Koncerterne involverer en lang række gæsteoptrædende og strækker sig over flere timer. Til SPOT trimmes megashowet ned til dets hidtil mest kompakte og hårdtslående format. Vi har hørt nærmere om den udfordring, det fører med sig, samt historien og visionen bag det imponerende show.

Verdens bedste liveshow

Det er Statics mangeårige erfaring som både club-dj, koncertgænger og optrædende, der sikrer sammenhængen i de store opsætninger, som man har kunnet opleve på Rolig Under Pres-touren. Fra pladsen bag pladespillerne agerer han dirigent for det væld af mennesker, som på skift indtager scenen. Målet er et top-tjekket hiphop-show, som er stramt i nogle faser og løssluppent i andre. Et show, som optimerer alt det, han gennem tiden har suget til sig og omsætter det til en eksplosiv hiphop-opvisning, som også har plads til spontane indfald. I Roskilde var der 80 på scenen, til SPOT bliver opgaven en helt anden, når der skæres ind til benet og leveres en kontant opvisning i færdigheder på mikrofoner og stålhjul. På listen over gæster finder man bla. Peter Sommer, Orgi-E, Jøden, J-Spliff, Jooks, Blacc EL, Nat Ill, Temu og Danni Toma.

“Jeg føler selv, jeg opnår verdens bedste liveshow ved at håndplukke de mest effektive elementer og udvælge de rigtige gæster. Jeg har set liveshows i årevis og pillet de ting, jeg ikke kan lide, ud og sat de gode ting i rammer, jeg kan bruge. Der er en rød tråd gennem hele showet og plads til steder, hvor folk kan falde igennem. Den spontane form opnår vi simpelthen ved ikke at øve os. Straight up,” griner Static.

Tung hash og guldbajere

Der ligger en klar vision bag svingdørsstrukturen i de store shows, hvor rappere og sangere i højt tempo sluses ind og ud over de skrå brædder. Idéen udspringer af hiphop-jams af den gamle skole, hvor en række mere eller mindre erfarne grupper eller solorappere skiftes til at spille. Men det er dog ikke nostalgi omkring den type koncert, der har inspireret.

“Jeg hadede hiphop-jams. Det var egentlig indbegrebet af alt, hvad jeg elskede, hvad jeg var som person, men jeg blev fucking skuffet over de folk, som tillod sig at gå op på en scene og lave et lorteshow. Folk, som ikke havde øvet sig og endte med at undskylde for at være for fulde og have glemt teksterne. Det gik alt for tit op i tung hash og guldbajere. I stedet ville jeg sætte ting op på min måde, så jeg satte mig ned og lavede faste rammer for, hvor lang tid man fik på scenen. Og så var det lige meget, om det var Hvid Sjokolade eller Malk De Koijn.”

Når Static selv er på plakaten, tager koncerterne form som en gennemtænkt videreudvikling af de traditionelle hiphop-jams, blot fraregnet deres forskellige børnesygdomme. Elementerne er intakte, men professionalismen og underholdningsværdien er en anden. Der er tænkt over showets spændingskurve, som sætter rækken af minikoncerter i sammenhæng og bombarderer publikum med indtryk.

“Det er umuligt at kede sig. Hvis du gør, så ved jeg ikke, hvad du laver. Numrene mixes sammen med små mellemstykker, jeg har Temu på talkbox, som også lidt er en party-ting, og så er der fed rap fra en fyr som Danni Toma. Vi har optimeret det hele til en samlet koncertoplevelse, ikke et random miskmask.”

(Static har Temu med på talkbox under hele koncerten – foto: Rasmus Weng Karlsen)

Magten ligger hos dj’en

På trods af det store opbud af prominente gæster er der ingen tvivl om, hvem der er hovedperson. Forud for udgivelsen af “Rolig Under Pres” var det, der bekymrede dj’en mest, om modtagelsen ville fokusere for meget på de mange gæster. Det har dog ikke været tilfældet, for både på plade og i livesammenhæng optager Static den helt centrale plads, og det udspringer af en længerevarende forelskelse i idéen om dj’en som hovedpersonen på scenen.

“Jeg fik det ind med hiphop-modermælken gennem grupper som Low Profile, Cash Money, Marvellous, Gang Starr, Run DMC og EPMD. Det var grupper, som hyldede deres dj. Dj’en er sgu hovedpersonen. Det er ham, der har magten, og det var fra start sammenspillet mellem rapper og dj, jeg var interesseret i. Det er hiphoppens kerne. Sammen med min makker Nat Ill fandt jeg ud af, at vi kunne noget helt specielt med to pladespillere og en mikrofon. Vi optimerede en kunstform, gjorde den til noget vildere. Med Majors (gruppe med Static, Dj Noize, Nat Ill, J-Spliff og Negash Ali) trådte dj-rollen lidt i baggrunden. I bagklogskabens lys skulle der have været mere fokus på mig og Noize. Det var der, idéen til det nye udsprang. Jeg ville tilbage i fokus.”

Bring it on

På Rolig Under Pres-turen er shows på over to timer reglen, så den store udfordring på SPOT bliver at få presset alt det bedste ned i en 45 minutters eksplosion. Kill your darlings, lyder parolen, og darlings har Static med egne ord ”fucking mange af”. Det er dog ikke noget, der skræmmer den aarhusianske veteran. Tværtimod.

“Jeg tænker bare bring it on. SPOT er på en måde noget af det ypperste at spille til. Det er en udfordring, fordi folk måske ikke aner, hvem man er og bare vil videre til næste koncert. Jeg har altid haft det godt med ikke at skulle leve op til noget, men i stedet være tvunget til at imponere folk. Det gode ved ikke at have et hit er, at folk ikke kun kommer for at høre ét nummer. De kommer, fordi man har ry for at lave et godt liveshow eller har en god plade, og det er på en måde mere ophøjet end at have et hit. Men vi vil selvfølgelig gerne have hittet. Den eksplosion, et hit kan give, må vi få til at ske på en anden måde. Jeg ved, hvor der skal bygges op, hvor der skal peakes, og hvor der bare skal smadres igennem. Showet ender med en stor cipher (når rappere på skift improviserer eller impulsivt rapper forskellige vers). Det er smadderen, og den falder efter den planlagte del af showet.”

Pissetræt af fulde amerikanere

Afsættet i hiphoppens kerneelementer og ånd gennemsyrer alt, hvad Static laver. Den store cipher sidst i showet er et oplagt eksempel og hans hyldest til hiphoppen i dens reneste form, men han er ikke ukritisk, når talen falder på de amerikanske inspirationskilder.

“Når jeg går til koncert med en amerikansk rapper, som kommer med en hypeman og sin fætter, som skal være dj, ser jeg typisk tre-fire numre og smutter. Jeg vil se, hvad folk kan, og har ikke behov for at høre hittet. Europæerne burde kræve noget mere, men smider bare penge efter fulde og skæve amerikanere. Det fungerer ikke. Vi skal kræve noget mere. Der er enkelte, som f.eks. Redman og Method Man, der kan levere noget helt vanvittigt med de midler og fylde scenen ud med showmanship, men det er virkelig sjældent. Fulde amerikanere hører til på små spillesteder som Rust, hvor man kan få en personlig oplevelse, men på store festivaler har jeg ikke behov for at høre om, hvor stive folk er.”

Det er altså ikke et typisk hiphop-show, man kan vente sig på SPOT. Amatørismen fra de små arrangementer er for længst fortid, og stjernenykker tolereres ikke. Hiphoppens basale dyder optager som altid en central plads og mestres til fulde, men forsøges videreført i en unik showform. Grundstenene blev lagt i 2010 til hiphop-festivalen Aarhus Took It, hvor Static i et nøje sammensat show agerede kapelmester for en kavalkade af rappende repræsentanter fra dansk hiphops forskellige årgange. Formen fra den aften er blevet videreført og finpudset under hans egen Rolig Under Pres-turné, og til SPOT vil resultatet efter alt at dømme være en sprængfarlig krystallisering af megashowets vigtigste elementer.