DJBFA-hæderspris til Gunnar Madsen
Henrik Friis
ROSAs og SPOT Festivalens leder Gunnar Madsen fik her til aften overrakt en hæderspris af DJBFA i forbindelse med komponistforeningens 40 års jubilæum foran 600 gæster i Store Vega i København.
I alt tre hæderspriser blev tildelt til ”markante personligheder inden for dansk musikliv” – ud over Gunnar Madsen gælder det Anders Trentemøller Andersen og Eivør Pálsdóttir – som hver fik en statuette af kunstneren Stefan Nilsson samt 25.000 kroner i forbindelse med prisuddelingen.
DJBFAs pressemeddelelse i forbindelse med prisuddelingen skriver blandt andet om valget af Gunnar Madsen:
”Som en ekstra gestus til alle de kræfter, der hjælper de skabende kunstnere indenfor musikken, modtog daglig leder i paraplyorganisationen ROSA (Dansk Rock Samråd), Gunnar Madsen, også en DJBFA hæderspris 2013. Gunnar Madsen, der fylder 60 år næste år, har været næsten hele musikpaletten rundt, bortset fra selv at stå på scenen.
Han har begge fødder solidt plantet i den jyske muld og favner musikken i alle dens afskygninger. Fra vækstlag til de top professionelle. Han har mærket alle sider af musiklivet på sin egen krop. Lige fra livet som roadie over chauffør til tourmanager. Det er det, som gør forskellen. Han ved simpelthen, hvad han snakker om. Han ser muligheder, hvor ingen andre gør, tager fat når alle andre ville give op og kan med fast hånd vende udfordring til succes”, lød det blandt andet i motivationen fra landets professionelle komponister og sangskrivere i DJBFA.
DJBFA har eksisteret i fyrre år, og samler 1500 professionelle komponister og sangskrivere indenfor den rytmiske musik fra jazz og folkemusik til rock, pop, elektronisk og hiphop.
- -
Foto af Gunnar Madsen: Kim Døssing