YOUROLAND: “Requiem – Snow Falls As Snow” – en moderne dødsmesse under SPOT

Henrik Friis

YOUROLAND er et samarbejde mellem den klassiske og rytmiske verden med den kongelige mezzosopran Andrea Pellegrini samt komponisten og keyboardspilleren Christoffer Møller i spidsen – og inddrager rockmusikere, klassisk ensemble, digte fra seks “tilfældige” europæere, en dansk forfatter, lysdesigner m.v. i et magtfuldt værk, som har urpremiere på SPOT.

SPOT Festivalen har lagt plakat til mange bemærkelsesværdige samarbejder gennem tiderne: Henholdsvis Ave og Oh Land med hver deres symfoniorkester. Jens Jørgen Thorsen-kunstværk skabt live til Vildenskys musik. Slayers metal udsat for bigband. Mash-up-projekter med danske og internationale navne. osv. Og i år føjer en dødsmesse sig så til rækken af særegne produktioner, der er med til at give SPOT sin helt egen karakter.

YOUROLAND hedder samarbejdet, der i kernen består af mezzosopranen og operasangeren Andrea Pellegrini samt produceren, keyboardspilleren og komponisten Christoffer Møller som idémagerne, men som også udgøres af guitaristen og co-produceren Lars Skjærbæk, det eksperimenterende klassiske Ensemble Lydenskab og den interaktive mediedesigner Signe Klejs, som skal styre værkets udseende. Og så har skabelsesprocessen desuden involveret tøjdesigneren Dorrit Shoshan, fem ”tilfældigt valgte” europæere, der hver især har skrevet digte med baggrund i den katolske, latinske dødsmesse, samt forfatteren Josefine Klougart som har videreskrevet og fortolket de fems ord. Alt i alt noget af et stykke arbejde…

Moderne requiem til moderne mennesker
- Det er et requiem, ja. Men det falder ikke helt ind under traditionen fra den klassiske musiks messe for de døde. Det er et moderne requiem skrevet til moderne mennesker, som gerne må få os til at tænke på døden, men i lige så høj grad også livet, fortæller en af ophavsmændene Christoffer Møller om det store værk, som både trækker på rockens og den klassiske musiks store drama i sin søgen efter et nyt udtryk, men også fin lyrisk følsomhed og melodiøsitet.

Her bagefter er Christoffer Møller ikke så overrasket over, at samarbejdet endte som et requiem. Møller er måske mest kendt som storrockende medlem af Tim Christensens The Damn Crystals og utallige andre rock- og jazz-sammenhænge. Men han er også uddannet organist og komponist og har bl.a. tidligere skrevet værket, “To the Long Lost”, der blev opført i samarbejde med Palle Mikkelborg og som også er en slags requiem. – Jeg er nok meget præget af, at jeg i en tidlig alder mistede en forælder, forklarer Christoffer Møller.

Men en dødsmesse var nu slet ikke i tankerne, da han og operasangeren Andrea Pellegrini første gang mødtes og luftede ideen om et fremtidigt samarbejde under 2009-udgaven af “Udenfor Sæsonen”-projektet på Bornholm (som bl.a. tæller ROSA – Dansk Rock Samråd i arrangørgruppen og har Steffen Brandt som musikalsk kurator).

- I starten forsøgte vi bl.a. at spille klassiske arier på en ny made – eksempelvis ved at smelte Tchaikovskys og Bachs værker sammen. Det lød meget godt, men…..vi fandt hurtigt ud af, at der skulle en ny og original oplevelse til. Og så kom det snart til at handle om den europæiske tristesse, som er et gennemgående tema i mange menneskers liv. Derefter var tanken om et requiem egentlig ikke så langt væk, forklarer han.

Kaos, dekunstruktion, opbygning
Hvis indledningens opremsning af involverede parter lyder kaotisk, er det også et billede, der passer på værkets tilblivelse i det hele taget, fortæller Christoffer Møller. Han beskriver forløbet som en ekstrem lang process og betegner skabelsen af værket som en decideret dekonstruktion – som også er en afspejling af emnet død:

- Stort set alle de lyde, jeg har lavet i værket, er optaget fra mit lille opretstående klaver. Lyde som så er blevet klippet og samplet og viderebehandlet totalt ihjel. Altså en dekonstruktion af det instrument, der har fulgt mig hele livet. Det har været en oplevelse af at være antimusiker – og så bygge det hele op igen i computeren. Helt fra bunden. På en måde er det jo også en genskabelse, forklarer Christoffer Møller, som desuden har brugt real-lyde som hud-mod-hud-gnidninger, stressede muskler, spand mod gulv etc. som farver i tilblivelsen af musikken.

- Jeg kom gerne med nogle strukturer, som Andrea derefter sang og formede videre på, så de passede til hendes sang. Alene det at lære at skrive til en operasanger har været et studie i sig selv. Så det hele har taget ekstremt lang tid og projektet er på mange måder en gennemgang af det, jeg selv har gennemlevet som musikker – pop, avantgarde, simplicitet, kirkeorgel, rock, klassisk, kaos, forklarer han. Og derfor indså han også hurtigt i processen, at han havde brug for hjælpende hænder for at holde sammen på projektet. Bl.a. en co-producer i form af kollegaen fra Tim Christensens gruppe, nemlig guitaristen Lars Skjærbæk.

Dyb musik – men ikke deprimerende
Men også ensemblet Lydenskab, som i forvejen er vant til at eksperimentere med begreberne i den klassiske musik, fik virkelig frie hænder, da de blev inddraget i processen – ikke bare som praktiske koordinatorer, men også som musikalske sparringspartnere:

- Det var Andrea, der kontaktede os. Hun ville gerne trække nogle klassiske musikere med, der -som hende selv – havde lydt til at eksperimentere med en ny genre. Så vi sad med i studiet, forklarer ensemblets guitarist Thea Vesti Pedersen. – Det er vigtigt at forstå, at det overhovedet ikke var partitur-musik, vi skulle forholde os til. Vi fik til opgave at skabe nærvær foran mikrofonen. Det var utroligt spændende og meget mere frit, end man er vant til, og det har været sjovt at være med til at skabe musikken. Når man hører den, kan man godt mærke, at det er noget helt andet – og det er et godt tegn på, at man har mødtes – og bevæget sig, siger Thea Vesti Pedersen.

Vi blev kontaktet af Andrea laaaaang tid inden indspilningerne begyndte, så man kan sige ønsket fra Andrea måske nærmere var at trække nogle klassiske musikere ind, der ligesom hende havde lyst til at eksperimentere med en ny genre

Hun beskriver requiem’et som “dyb musik”: – Ikke musik, man bliver deprimeret af, men går man ind i musikken, kan man godt mærke, at den har dybe rødder, som hun siger.

Signe Klejs – står for det interaktive design.

Seks europæiske dødsdigte
Og de rødder er ikke kun musikalske, men også tekstlige. Forsøget på at skabe nyt har også taget sit udspring i fortiden, nemlig den latinske messe Sequenca, som man i klassisk musiktradition anvender i et requiem.

Med baggrund i det ophav – og fordi YOUROLAND-samarbejdet ser sit requiem med baggrund i europæisk kultur – bad man seks tilfældige europæere om at lave et digt om døden: En ældre mand i Barcelona, et barn i Berlin, en mand fra Estland, en ung kvinde fra Sverige, en ung dansk kvinde – og så en italiensk mandlig jazzmusiker, der lyder navnet Andrea Pellegrini….!

Og ingen af dem er forfattere. Alle har de skullet overvinde sig selv og skrive om døden – hvorefter den danske forfatter Josefine Klougart har videreformuleret og behandlet deres tekster. Det er fragmenter af både de fems digte, Klougarts ord samt den oprindelige latinske tekst, der bærer budskabet igennem sammen med musikken.

Internationale planer
Det har været noget af en fysisk og psykisk kraftanstrengelse for de involverede, og det er kun kort tid siden de sidste strofer blev indspillet – ”Requiem – Snow Falls As Snow” udkommer på pladselskabet Target 22. april. Christoffer Møller føler sig da også godt brugt, og har simpelthen haft brug for en decideret pause fra stykket for at genoplade batteriet.

Men snart starter prøveforløbet op til ur-premieren på SPOT Festivalen (SPOT har ydet projekt- og produktionsstøtte undervejs med henblik på ur-opførelsen, red.), og derefter venter endnu en opførelse i Horsens. Og så skal YOUROLAND til at arbejde på at afsætte musikken internationalt.

- Vi vil meget gerne rejse med det, og ser ikke musikken som typisk dansk, men som typisk europæisk. Det ér niche-musik, men vi har en formodning om, at det kan afsættes – både til kirker og til det klassiske koncert-forum, siger Christoffer Møller, og tænker ikke bare på ”nærmeste omegn”, men også de katolske lande med netop den latinske tradition dybt inde på livet.

Ensemble Lydenskab - musikalske sparringspartnere og praktiske tovholdere.

Ensemble Lydenskab – musikalske sparringspartnere og praktiske tovholdere.