SPOT Mix-up: Godsbanen og SPOT Festival i nyt samarbejde med masser af skæve tiltag
Kasper Rønberg SchultzDJ’s, animationer, cykelpolo, audiopoesi, lydinstallationer og koncerter. I år får du en ny mulighed for at mærke festival-atmosfæren på Godsbanen, når SPOT Festival og Godsbanen kører samarbejdet ind på et nyt og spændende spor. Det gratis initiativ ”SPOT Mix-up” går på tværs af kunstarter, uddannelsesinstitutioner, kultur- og brancheverdener og afvikles 3.-4. maj under SPOT Festival.
- “SPOT Mix-up” er et skønt samarbejde, da det netop er et mix af Godsbanens og SPOTs verdener. Vi har sammen udviklet idéen og sammensat indholdet, og vi ser frem til realiseringen med spænding. Et andet godt element ved “SPOT Mix-up” på Godsbanen er, at det er offentligt tilgængeligt, udtaler Godsbanens leder Kim Bisgaard.
Helt i Godsbanens ånd vil ”SPOT Mix-up” operere på tværs af traditionelle grænsedragninger mellem kunst, musik, design, lyrik, uddannelse og erhverv m.m. Her kan du få en fornemmelse af, hvad SPOT Festival er, og samtidig fortolkes festivalen fra nye horisontudvidende vinkler.
- Vi har sammen skabt en eksperimenterede mix-zone i SPOT Festivalen, som både er en smagsprøve men også en regulær gave til Aarhus. Her kan alle interesserede komme og opleve koncerter, film, seminarer, kunstværker og meget andet. Vi håber hele byen bakker op om initiativet, siger Kim Bisgaard.
Levende musik fra Tak Rock!-området
Blandt de mange forskellige tiltag vil man kunne opleve musik fra to scener i Den Rå Hal. Koncertarealet døbes til lejligheden Tak Rock!-området, og her vil musikken spille fra kl. 16.00-24.00 begge festivaldage. Under titlen BlueSPOT vil fredagens koncerter være udvalgt af Organisationen af Rytmiske Amatørmusikere (ORA), mens lørdagens koncerter vil være håndplukket af Way Up North-festivalen og Studenterhuset Aalborg.
Lyrik og musik
Fredag kl. 19.00 vil Vogn 1 danne rammen for en sammensmeltning af musik og lyrik, når forfatter og digter Christian Dorph holder reception for sin nye digtsamling ”En drøm om kærlighed”. Receptionen glider over i koncert med oplæsning, sange og audiopoesi med samme Christian Dorph og sanger, komponist og guitarist Morten Okbo. Endelig spiller Mouritz/Hørslev Duo i eksklusivt duoformat.
Kunst og snik snak
Den interaktive designer Signe Klejs vil lave videoprojektioner, hvor hun og digteren Hanne Viemose omformaterer de forbipasserendes snik-snak til det video- og tekstbaserede kunstværk ”Respit”, der løbende forandrer sig i Godsbanens foyer.
Day party med Ane Trolle, CTM og andre
Lørdag kl. 12.00-16.00 vil studerende fra Music Management-uddannelsen ved Rytmisk Musikkonservatorium i København afholde et udendørs Day Party, hvor bl.a. Ane Trolle , CTM, Ice Cream Cathedral og Shiny Darkly har tænkt sig at komme forbi.
Bak bag ”Forbrydelsen”, cykelpolo, animationer m.v.
Du får også mulighed for at stifte bekendtskab med filmkomponisten Frans Bak, som bl.a. er kendt for musikken til ”Forbrydelsen”, cykelpolo ved de lokale cykelenthusiaster Los Pedalos, danseeventen ”Flavour Of The Month Vol. 7” ved Urban Event Aarhus, solokoncert for forstærket percussion, dj’s, animationer og musikvideoer. Alt dette og meget andet er det, som tilsammen vil udgøre ”SPOT Mix-up”.
SPOT Festival om samarbejdet med Godsbanen
- SPOT Festival sætter pris på, at vi i fællesskab med Godsbanen kan tilbyde et gratis tiltag, hvor man har mulighed for at tjekke SPOT Festival ud. Godsbanen emmer af kreativitet og har en fed Berlin-agtig stemning, som er oplagt at bruge i forbindelse med festivalen, siger Michael Callesen fra SPOT Festival.
Det fulde program for ”SPOT Mix-up” vil løbende blive offentliggjort på www.spotfestival.dk.