Nelson Can, Linkoban, Tomas Barfod og NOAH er blandt 11 nye navne til SPOT
Mikkel Møl DalsgaardMinimalistisk punk-rock, krigerisk rap, international electronica og dansk radiopop. 11 velrenommerede og vidtfavnende navne er seneste skud på stammen på årets SPOT-program.
Fra punk-rockens underverden springer Nelson Can frem som tre stilbevidste piger, der med en besætning udelukkende bestående af bas, trommer og vokal har turneret Europa tyndt det seneste år og lagt gader øde med deres brølende minimalisme. Ligeledes har den rå og krigeriske rapper Linkoban fra Lucy Loves pladeselskab, Superbillion Records, opnået international anerkendelse, da hendes debutsingle ”Like This” blev brugt af Stella McCartney til designerens Spring/Summer ’13 modeshow i Paris. På mandag 4. marts udkommer Linkobans nye single, ”Popgun Track”, og i begyndelsen af maj har hun en ny plade på gaden.
Produceren Tomas Barfod gæster SPOT med sit elektroniske soloprojekt, men erfaringerne tæller en afvekslende karriere både i Danmark og internationalt som dj, remixer og en del forskellige bandkonstellationer, såsom WhoMadeWho, Filur og Jatoma. Omvendt er den danske popduo NOAH et relativt nyt bekendtskab, der blot har udgivet singlerne ”Alt er forbi” og ”Over byen”. Ikke desto mindre har begge singler modtaget guld for 15.000 downloads og platin for 1,8 millioner streams. Sidstnævte opnåede desuden en 2. plads på den danske airplaychart.
”Fantastisk dansk soul-pop talent”. Sådan lød det i Gaffas femstjernede anmeldelse af Kamilia Amélies debutplade ”Come What May”. Hun er en varm indtagende sangerinde med ultracool og luksuriøse produktioner og har tidligere været fast opvarmning for Lukas Graham. Også den stædige excentriker Marie Fjeldsted aka Penny Police fik roser med på vejen, da debutalbummet ”The Broken, The Beggar, The Thief” ramte gaden i 2012. Gaffa betegnede sangerinden som ”et temmelig overdådigt talent” og Soundvenue beskrev pladen som en ”usandsynlig fin debut”.
Den islandske aarhusianer Snævar Njáll Albertsson er manden bag gruppen Dad Rocks!, der har haft rygende travlt siden undfangelsen i starten af 2010 med koncerter i både Europa og USA. Anmeldere har beskrevet musikken som orkestreret folk‐pop med hang til hiphop-inspirerede vokal‐leveringer. 20-årige Ásgeir Trausti har modsat Albertsson holdt fast i Island, hvor han i sommer fik sit gennembrud med singlen ”Sumargestur”. Trausti spiller et mix af folk og elektronisk musik, hvor hans smukke lyse stemme er i centrum, og han beskrives som en af de mest lovende unge islandske musikere.
Sidste nordatlantiske bidrag er Hamferð, der blev dannet i 2008 med én målsætning; at bringe langsom, knusende og atmosfærisk musik til Færøerne, der ifølge bandet har en trøstesløs og deprimerende atmosfære, som kun kan kommunikeres tilstrækkeligt gennem doom metals dødsmarch.
De sidste to navne er udvalgt i fællesskab mellem SPOT og JazzDanmark, som med to stærke bands ønsker at udvide opfattelsen af hvad jazzen kan i SPOT-regi. Samtidig vil koncertformen udfordre samspillet mellem musikere og publikum.
Første navn er Six City Stompers, der består af seks unge, talentfulde og anerkendte musikere, som giver frisk blod til den etablerede jazzscene. I front er crooneren og saxofonisten Mads Mathias, og udgangspunktet er klassisk, traditionel og New Orleans jazz. I 2006 vandt bandet bl.a. publikumsprisen til European Championship of Traditional Jazz i Paris. Det andet band er dansk-norske Foyn Trio, der har rødder i jazzen, men som spiller alternativ, improvisatorisk pop med klare referencer til rock, world og elektronisk musik.