Mother Lewinsky og DUEN bygger bro mellem klassisk musik og indie
Søren Jensen LundMother Lewinsky har netop udgivet sin debut-ep, og på fredag spiller trioen på SPOT Festival sammen med Det Danske Ungdomsensemble DUEN. SPOT Festival har talt med medlemmerne af Mother Lewinsky og Anne Pelby Christensen, der er producent for DUEN.
De kommer fra bands som Mescalin Baby, Tako Lako og Surf In Stereo, og tilsammen spænder de tre medlemmer af Mother Lewinsky genremæssigt fra jazz over balkan til rå rock’n'roll. Alligevel er det den fælles kærlighed til den klassiske musik og dens udtryk, der har bragt dem sammen. Selv beskriver de genren som indie-classical, som ifølge violinist i Mother Lewinsky, Søren Stensby, er en betegnelse for en musikgenre, hvor man bruger instrumenter fra klassisk musik i indie-musik.
Michael Vitus, trommeslager i Mother Lewinsky, forklarer videre: ”Et klasseeksempel er brødrene fra The National, der lavede en koncert sammen med Sjællands symfoniorkester for nogle måneder siden. I Danmark er Efterklangs koncerter med blandt andet Sydney Symphony nok det mest kendte eksempel.”
”Mother Lewinskys version af indie-classical-genren er dog noget mere udadvendt og poppet end Efterklangs og The National’s. Især vores debut-ep, der lige er udkommet, er meget udadvendt i lyden,” fortæller Søren Stensby. ”
Ved koncerten på fredag på SPOT Festival fører Mother Lewinsky traditionen videre. Sammen med DUEN går trioen på scenen i Store Sal, og det er måneders forarbejde, der skal stå sin prøve foran et live-publikum.
”Det er en stor drøm der går i opfyldelse,” fortæller Marc Facchini-Madsen, der synger i Mother Lewinsky. ”Vi har lige siden Mother Lewinsky blev dannet snakket om, vi godt kunne tænke os på længere sigt at lave sådan nogle koncerter, hvor vi gassede den helt op og gik på scenen med et kæmpe orkester i ryggen. Det er en stor gave, at det har kunnet lade sig gøre allerede nu – vi har jo kun spillet sammen siden september. Vi har været i gang med planlægningen et halvt år, og Søren (Stensby) har brugt to måneder på at skrive arrangementer, så det bliver også en stor forløsning og lettelse endelig at få lov til at vise det frem.”
Ungdomsensemblet har tidligere deltaget i cross-over-projekter med blandt andre med Tim Christensen og Murder, og på Roskilde Festival 2010 blev det til et samarbejde med Van Dyke Parks. Dengang hed det DR UngdomsEnsemblet (DRUEN), men i 2011 trak Danmarks Radio sig. DUEN lever dog videre og præsenterer et bredt repertoire inden for den klassiske musik, spillet af nogle af landets mest talentfulde unge musikere.
Anne Pelby Christensen, der er producent for DUEN ser frem til koncerten med Mother Lewinsky og DUEN på SPOT Festival. Ifølge hende bliver det spændende for musikerne, at bryde ud af de vante rammer.
”DUENs unge musikere får her en mulighed for at arbejde mere selvstændigt, end de plejer, da de spiller uden dirigent. De skal selv i samarbejde med Mother Lewinsky finde frem til et kunstnerisk udtryk i musikken – en musik, der er ny og ikke har været indspillet eller opført et utal af gange før. Og så bliver det spændende for DUENs musikere at spille i en anden kontekst, end de plejer. Det er i et rock set-up, og derfor gælder der jo selvfølgelig andre spilleregler på scenen og blandt publikum.”
”Jeg tror virkelig at publikum kommer til at få en oplevelse med hjem, de sent vil glemme,” siger Søren Stensby. ”Forhåbentlig vil det også kunne inspirere andre kunstnere til lignende samarbejder, for rytmiske og klassiske musikere har så utroligt meget at lære af hinanden – det opdager man først for alvor, når man står med det hands-on og skal lave musik sammen, som vi skal til denne koncert.”