Mariam Wallentin, der optræder på årets SPOT Festival som Mariam the Believer, er en rastløs sjæl, der har brug for at prøve nye ting for ikke at gro fast. Efter en årrække i duoen Wildbirds & Peacedrums sammen med husbond Andreas Werliin er hun med sit soloprojekt gået fra kraftfuld trommer-og-vokal-minimalisme til fuld bandinstrumentering og et mere konventionelt udtryk.

Men feelingen er på mange måder umiskendeligt Mariam. Et fokus på krop, kød, blod og fysisk energi går igennem sangene på solodebuten ’Blood Donation’, og det enorme vokale nærvær, som var med til at få det lidt usandsynlige Wildbirds-setup trommeslager+forsanger til at give dyb mening, er intakt på albummet.

Mariam er tydelig omkring kærligheden til hovedprojektet, men giver også udtryk for at det var nødvendigt med et kunstnerisk skift, og Mariam the Believer kom til verden som en mulighed for at vise andre nuancer af kunstneren Mariam Wallentin:

- Det er fantastisk at spille med Wildbirds & Peacedrums, men det er vigtigt for mig ikke at køre træt ved at holde mig i en ’comfort zone’. Det var på tide at prøve en anden kunstnerisk retning og vise en anden side af mig. En anden side, der komplementerer det jeg ellers laver.

GUITAREN BLEV EN FORLØSER
Det var ikke så meget ønsket om at kunne formidle andre følelser og stemninger, der var drivkraften bag projektet. Snarere ønsket om at skabe en ny ramme at fortælle indenfor, og udfordringen på den front var måske den vanskeligste. At skrive numrene på pladen tog fjorten dage – men processen der gik forud med at nå frem til hvordan de skulle bæres frem tog måneder.

Indkøbet af en cremefarvet Gibson elguitar i New York fik sat skred i tingene. Uden at have nævneværdig erfaring på instrumentet besluttede Mariam sig i rastløshed for at se hvad hun kunne få ud af at skrive sange på den seksstrengede. Det ene indfald tog det andet, og fundamentet for lyden på ’Blood Donation’ var lagt:

- Jeg tog guitaren op lige før albummet for at få en anden farve på udtrykket, og for første gang føltes det spændende også at have bas og keyboards med i musikken. Alt det var med til at forme mit udtryk – for jeg skulle finde en måde at flyde ovenpå det [som vokalist]. Jeg fik efterhånden billeder i mit hoved af, hvad den nye musik skulle kunne. Hvor Wildbirds & Peacedrums’ musik billedligt talt rummer en masse mørke og en masse snavs og jordfarver, skulle Mariam the Believers musik bygge på følelsen af universet, og lyset fra små stjerner, som man kan se langt væk.

DEN PROBLEMATISKE FORDYBELSE
Men der var flere udfordringer på vejen frem mod et færdigt resultat. En ide om at give processen tid ved at sidde i hjemmet og arbejde i dybden med sangene på pladen viste sig at være et vildspor:

- Jeg prøvede at give tingene tid og lave gennemtænkt musik mens jeg sad hjemme i mit køkken, men indspilningerne endte med at lyde livløst og uden energi. Jeg foretrækker når tingene er intense, når det bliver uperfekt fordi musikken opstår her og nu. Det giver en følelse af umiddelbarhed fordi det på en anden måde kommer til at lyde som om du mener det, du spiller og synger.

Perfektion er i det hele taget gift for Mariams proces, og som en samling sange, der som helhed betragtet fremstår som fuldendt, er ikke noget hun stræber efter.

- Et perfekt album er ikke interessant for mig, for det fortæller ikke en historie på samme måde. Der er mere fremdrift for mig i ikke at vide, hvor jeg ender – og ofte er det netop uperfektheden, der skaber afsættet for det man skal lave på det næste album.

Læs mere om Mariam the Believer her.