Intimitet og power med Turboweekend

Daniel Lindberg Heydorn

I 2012 var Turboweekends Silas Bjerregaard en af de fire vokalister, der optrådte som del af SPOT’s Naked-koncept, hvor fire sange fremføres i helt nedbarberede udgaver, kun akkompagneret af pianist Gustaf Ljunggren. For både Silas Bjerregaard, de andre bandmedlemmer og publikum var de skrabede fortolkninger en stor oplevelse. Nye sider af materialet viste sig, og sammen med P3’s Skurvognssessions på Northside, som Turboweekend ligeledes deltog i, blev Naked udgangspunktet for februars række af intimkoncerter med et minimalistisk setup og stærkt begrænset billetantal.

10 minutter gik der, og så var samtlige billetter til de fem koncerter væk. Interessen var fortsat stor, og Turboweekend optræder derfor med samme koncept på årets SPOT. Intimitetens grænser bliver dog afprøvet, da bandet vil optræde på SPOT’s største scene.

Fra øvelokalet lyder det, at ”det er en spændende udfordring for os, som er så vant til at arbejde med store fyldige produktioner, pludselig at skulle skære numrene helt ind til benet uden at miste energien.”

Senere samme aften genopliver Turboweekend den klassiske bandopsætning og spiller for fuld smadder på Skolegade-spillestedet Fatter Eskil. Man kan altså opleve intimkoncert for 1500 i den store sal og senere power-koncert for 150.