Danske og nordiske navne klar til SPOT Festival

Brigitte Binger

Yderligere fem danske og nordiske navne er klar til at blive offentliggjort og gøre svenske Alina Devecerski følgeskab på SPOT Festival 2013. Det drejer sig om: When Saints Go Machine, CTM, Jonas Alaska (NO), Miriam The Believer (SE) og Highasakite (NO).

When Saints Go Machine
Verden lå for fødderne af When Saints Go Machine, da bandet i 2010 åbnede Orange Scene på Roskilde festival. Albummet ”Konkylie” fik i 2012 to Danish Music Awards, og electro-pop-bandet blev desuden hædret med P3 Prisen. I sommer tog When Saints Go Machine et stort skridt op ad den internationale karrierestige med koncerter på store festivaler som Sónar i Spanien og The Great Escape i England.

CTM
Med sit band Chimes & Bells afsøgte Cæcilie Trier de mere dunkle sider af den elektroniske musik. Melankolien har hun taget med sig over i soloprojektet CTM, men rammen er nu venlige beats og synth-flader, med tråde til Roxy Music og firsernes New Romantic-bølge. Ep’en “Variations” udkom i 2012 på pladeselskabet Tambourhinoceros, og det næste ep-udspil forventes at ramme hylderne i foråret 2013.

Jonas Alaska (NO)
I hjemlandet bliver han kaldt Norges svar på Bob Dylan. Musikalsk befinder Jonas Alaska sig i spændingsfeltet mellem americana og folk med tråde til det kolde nord. Danskerne fik for alvor øjnene op for det unge folk-talent, da han spillede en anmelderrost koncert på SPOT i 2012. Siden har Jonas Alaska bl.a. været opvarmning for landsmanden Thomas Dybdahl i Danmark, og et nyt album udgives til marts.

Mariam The Beliver (SE)
”En kombination af Janis Joplins styrke og Judy Garlands sårbarhed”. Sådan beskrev den engelske avis The Guardian Mariam Wallentins stemme efter en koncert i London med duoen Wildbirds & Peacedrums. Med pseudonymet Mariam The Believer har den svenske sangerinde nu startet et soloprojekt, hvor det improviserende og minimalistiske fra W&P er afløst af varm soul-pop med et orientalsk skær.

Highasakite (NO)
Efter debuten ”All That Floats Will Rain” fra februar 2012 er det gået stærkt for Highasakite. Internationale musikblogs og -magasiner har kastet rosende ord efter den norske gruppe, og det er blevet til jobs på blandt andet Øya Festival og Icelandic Airwaves. Ingrid Helene Håviks zither har en fremtrædende rolle, og det særprægede instrument giver kulør til Highasakites halvelektroniske indie-pop-univers.

SPOT Festival finder sted 3.-4. maj 2013 i Aarhus, og billetsalget er i gang. Indtil 4. januar 2013 kan der købes billet med en særlig julerabat hvor man sparer kr. 100.

Billetter kan købes her